top of page
Forfatters billedebjorndotzauer

LAD OS TALE OM SEX


Sex er det mest debatteret emne i verden. Alle har en mening om det, og de fleste kan blive noget så forarget over andres måder at have sex på. Det gælder især også,  hvis de ikke selv er med i samtalen om sex. Hvorfor er sex så spændende? – og hvorfor er sex et så tabubelagt emne at tale om? Måske er jeg lidt erhvervsskadet i mit virke som sexolog, idet jeg ikke kan finde et eneste emne inden for sex og seksualitet, jeg finder frastødende. Nogle emner finder jeg da mere interessante end andre, men min opmærksomhed vækkes og jeg er 100 % på, når samtalen drejer sig ind på sex, seksualitet, fetish og kroppens fascinerende univers.

Jeg ELSKER at tale om sex, og heldigvis har jeg gjort det til min levevej, det er jeg glad for. Men jeg støder igen og igen på mennesker, der er skræmte af at tale om sex og følelser.

Jeg har mange klienter, der kommer til mig, hvor vi bruger megen tid på at sætte ord på seksualitet, følelser og lyster. Med stor varsomhed, fremstammes, i en hvisken, det mest intime, og for mig, det mest naturlige i verden; lyster om nærvær, kærlighed og sex. Heldigvis er det kun for en kort stund, at der hviskes og der er røde kinder, for hos mig kan vi tale om ALT det dejlige ved sex. Vi tale om perverse lyster og fantasier, om dybe følelser og intimitet. Vi taler om kærlighed til det samme køn. Intet er tabu hos mig, og det gør mine klienter afslappet og i stand til at de kommer helt ind i deres eget glemte og gemte sex-univers, og her forholder sig til alle de fordomme de er blevet mødt med lige fra barns ben.

Jeg mener, at vi i vores samfund, er blevet så bange for at vise følelser og give os hen i intimitetens magt, at vi bliver skræmte når andre prøver at åbne op for deres lyster og behov.

Aldrig før har vi set så mange skilsmisser, og singler, som vi ser i disse år. Aldrig før har det været så nemt at finde sex med fremmede end det er i disse år. Aldrig før i historien, har vi set så mange unge voksne tage medicin for rejsningsbesvær og bruge stoffer for at kunne have sexfester en hel weekend (også kaldet chemsex-fester). Aldrig før har der været så meget ensomhed og mobning og hadforbrydelser mod tilfældige medborgere end vi ser i disse år.

Som sexolog (og som privat person) finder jeg dette yderst skræmmende. Det får mig også til at tænke, hvorfor mon er vi havnet i denne situation. S E X er ordet jeg tænker ligger til grund for meget af det vi ser i verden – og selvfølgelig også religion – som er et helt andet emne, jeg ikke vil komme mere ind på i dette indlæg. Men SEX er blevet så stort et tabu, at den frustration de unge oplever, kommer til udtryk gennem vold, mobning og voldtægter.

Jeg har ikke den endegyldige løsning på hvordan vi kommer dette til livs. Men jeg vil opfordre alle til at tale lidt mere om deres følelser, lytte til andres følelser og ikke være bange for at give et lidt længere kram end det sædvanlige hurtige kram med et klap på ryggen. Hvis vi viser, at vi er interesseret i hinanden, er jeg sikker på at frustrationen, volden og mobningen bliver mindre. At turde tale om lyster og fantasier, kan måske afværge nogen i at begå voldtægter og overgreb. At tale om følelser og behov, kan gøre andre opmærksomme på ensomhed og depression, og vi kan komme dem til undsætning inden det er for sent. Vi må ikke være bange for at tale om sex og følelser – heller ikke til en familiefrokost. Som sagt har jeg ikke det endelige svar, men lad os lukke hinanden ind og se, hvor det kan fører os hen. Forhåbentligt frem til en verden med mere kærlighed og sex, og mindre vold og frustration.

Comments


Indlæg: Blog2 Post
bottom of page